Jeg bliver faktisk både ked af det og bekymret, når jeg læser, at medlemmer af Hizb ut-Tahrir kan argumentere for, at en niårig pige kan indgå i et lykkeligt ægteskab med en mand på 50 år.
Hvordan kan man overhovedet tale om kærlighed, harmoni og gensidig respekt i et forhold mellem et barn og en voksen mand? En niårig er et barn. Hun skal lege, lære, udvikle sig og have lov til at være barn – ikke forventes at indgå i et ægteskab med en voksen.
Jeg mener, at vi skal være meget tydelige her. Ingen religion, tradition eller ideologi må bruges til at retfærdiggøre, at børns rettigheder og frihed tilsidesættes.
Jeg har stor respekt for menneskers ret til at tro og leve forskelligt. Men respekt og tolerance må aldrig betyde, at vi tier stille, når grundlæggende værdier som børns beskyttelse og pigers selvbestemmelse bliver udfordret.
Ingen tro eller tradition kan retfærdiggøre, at et barn fratages retten til en tryg barndom‼️
Flere unge skal have mulighed for at finde deres vej i livet 💙
Alt for mange unge står i dag uden for både arbejdsmarkedet og uddannelsessystemet. Det er en udfordring, vi skal tage alvorligt – både lokalt og nationalt.
For mig er det afgørende, at vi bliver bedre til at møde de unge med forskellige muligheder og ikke forventer, at alle skal passe ind i den samme model.
Vi skal blandt andet styrke de erhvervsrettede uddannelser, skabe tættere samarbejde mellem uddannelsesinstitutioner og virksomheder og give flere unge mulighed for at opleve glæden ved at være en del af en arbejdsplads.
Et fritidsjob, en praktikplads eller en voksen, der tror på én, kan være det første skridt i en ny retning.
Samtidig skal vi være bedre til at reagere, når en ung begynder at mistrives. Tidlig hjælp og stærke fællesskaber kan gøre en afgørende forskel🙏
Jeg tror på, at langt flere unge har ressourcer og evner, som vi kan få bedre i spil, hvis vi tør tænke mere fleksibelt og skabe flere indgange til uddannelse og arbejde.
Det handler om at give de unge ansvar, tillid og muligheder – og om at sikre, at deres vej ind i voksenlivet ikke behøver at ligne alle andres.
Vi skal have blik for det enkelte menneske og skabe plads til flere veje ind i fællesskabet💙
Endnu en uge fyldt med oplevelser, politiske drøftelser og masser af nye indtryk☺️
Det har været nogle lange arbejdsdage med forberedelse af fire forslag til 1. behandling i Folketingssalen, forhandlinger med socialministeren, samråd og meget, meget andet.
Der er virkelig meget at sætte sig ind i, og dagene flyver afsted. Men det er også både spændende, lærerigt og en stor fornøjelse at få lov til at være med i arbejdet på Christiansborg – og ikke mindst at opleve det politiske arbejde helt tæt på💙
Midt i det hele er det også skønt at gå gennem København efter en lang dag på Borgen. Lige få lidt luft, nyde byen og lade dagens mange indtryk bundfælde sig.
Nu glæder jeg mig til at vende hjem til familien. ❤️
For selvom det er fantastisk at være en del af arbejdet på Christiansborg, er der altså ikke noget, der slår følelsen af at komme hjem igen❤️
I dag deltog jeg i åbent samråd om sagen om Wasim Hajress, der er dømt for gentagne voldtægter og udvist af Danmark – men fortsat opholder sig her.
Jeg stillede ministeren et helt konkret spørgsmål:
Hvornår bliver regeringens ambitioner om sikkerhed og tryghed til virkelighed ?
For det er ikke nok at tale om tryghed. Vi skal også sikre, at myndighederne har de nødvendige redskaber til at forebygge nye overgreb.
Når en person er udvist, men fortsat opholder sig på et udrejsecenter, må vi kunne forvente, at der bliver taget hånd om risikoen. Borgerne skal kunne føle sig trygge, og vi skal gøre alt, hvad vi lovligt kan, for at forhindre, at flere bliver ofre.
Jeg efterlyser ikke flere hensigtserklæringer. Jeg efterlyser konkrete løsninger, tydeligt ansvar og svar på, hvornår der bliver handlet.
Tryghed er ikke noget, vi bare skal tale om. Det er et ansvar, vi skal løfte‼️
Jeg kom først til København kl. 00.30 i nat efter et møde i Venstres Vedtægtsudvalg i Kolding.
Jeg sov som en sten, og da vækkeuret ringede kl. 6.00, havde jeg fået min “skønhedssøvn”😆, spiste morgenmad og tog afsted mod Christiansborg.
Kl. 8.15 mødte jeg ind til min første dag som stedfortræder. Jeg blev taget godt imod af vores dygtige medarbejdere i sekretariatet, deltog i gruppemøde med mine nye kollegaer, fik fulgt op på mails, talt i telefon, læste ind op på mine opgaver og blev hurtigt klar over, at kalenderen de næste dage bliver alt andet end kedelig😅
Der venter allerede masser af spændende opgaver. I næste uge skal jeg blandt andet på Folketingets talerstol og fremsætte lovforslag. Derudover venter forhandlinger i Socialministeriet, udvalgsmøder og meget andet. Der er meget at sætte sig ind i, og jeg glæder mig til for alvor at komme i gang med arbejdet.
Jeg har dog ikke helt styr på alle gangene på Christiansborg endnu. Jeg nåede faktisk at fare vild én enkelt gang, da jeg skulle finde frokosten😂 Så der er stadig lidt at lære😜
Kl. 18.10 gik jeg fra kontoret, og efter et tiltrængt bad er jeg nu mere end klar til at finde hovedpuden.
Sikke en start- Jeg er træt, glad og fuld af indtryk og glæder mig til de kommende dage og til at tage fat på de opgaver, der venter🙏
Nu siger jeg godnat efter en lang, spændende og oplevelsesrig første dag på Christiansborg😴❤️
🌸 En lille hilsen fra Nordfyn er fulgt med til Christiansborg🙏
Nogle gaver betyder lidt mere end andre ❤️
Da jeg sluttede som formand for Erhverv, Kultur og Fritid i Nordfyns Kommune fik jeg en helt særlig afskedsgave af min daværende direktør, Louise, og alle medarbejderne på området.
Jeg blev mødt med en meget fin tale og fik denne smukke LEGO-buket med en særlig tanke bag - Så jeg aldrig skulle glemme Nordfyn, når jeg en dag fik mit kontor på Christiansborg.
Dengang var det en drøm, der lå ude i fremtiden. I dag står buketten her på mit kontor de næste 16 dage – og det gør mig både glad og lidt rørt at tænke på. 🥰
For selvom jeg til daglig er i Region Syddanmark og nu på Christiansborg, glemmer jeg ikke Nordfyn, de gode samarbejder eller de mennesker, jeg har været så heldig at arbejde sammen med gennem årene❤️
Tak for en gave, der rummer minder, og en lille påmindelse om, hvor jeg kommer fra❤️
Når sundhedsvæsenet møder mennesker dér, hvor de er ❤️
På gårsdagens regionsrådsmøde behandlede vi indsatsen med lægehjælp til udsatte og hjemløse på Kirkens Korshærs varmestuer.
Det er en indsats, jeg synes, vi skal være stolte af at arbejde videre med❤️
For mennesker, der lever i hjemløshed eller i en meget udsat livssituation, kan vejen til egen læge og det øvrige sundhedsvæsen være svær. Der kan være mange andre udfordringer, der fylder i hverdagen, og helbredet risikerer at blive skubbet i baggrunden.
Derfor gør det en forskel, når lægen kommer ud til de mennesker, der har brug for hjælpen – i trygge og velkendte rammer.
I Odense har erfaringerne allerede vist, at indsatsen kan hjælpe mennesker videre i behandling, også når der er tale om alvorlige lidelser. Samtidig oplever flere brugere, at de bliver set og hørt, og at der opstår en tillid til lægen. Det er vigtigt, for tillid kan være afgørende for, om man tager imod hjælp.
Nu arbejder vi videre med at etablere tilbud i Vejle og Esbjerg. I Esbjerg lægges der op til en model med en konsultationssygeplejerske og adgang til lægefaglig sparring, mens man i Vejle arbejder på en løsning med en praktiserende læge. De forskellige modeller skal give os erfaringer, som kan evalueres i 2028.
For mig er det væsentlige, at vi ikke accepterer, at nogle mennesker falder ud af sundhedssystemet, fordi deres livssituation gør det svært at møde op til en almindelig konsultation.
Vi skal være gode til at indrette sundhedsvæsenet efter menneskers virkelighed – ikke kun forvente, at mennesker kan indrette sig efter systemet🙏
Det handler om at skabe adgang til hjælp, når behovet er der, og om at give også de mest udsatte en reel mulighed for at få den behandling, de har brug for.
Det er en indsats, der fortjener vores opmærksomhed og som vi skal følge tæt, så vi kan lære af erfaringerne og se, hvordan tilbuddet kan udvikles fremover❤️
For mig handler partidisciplin ikke om blind lydighed. Det handler om respekt for det fællesskab, man har valgt at være en del af – og om at forstå, at politiske resultater kun bliver mulige, når vi står sammen.
Når man stiller op for et parti, gør man det med kendskab til partiets værdier, politiske retning og fælles mål. Der skal selvfølgelig være plads til spørgsmål, uenighed og debat. Det er en vigtig del af demokratiet og af et levende parti.
Men politik er også kompromisernes kunst. Vi får ikke altid vores vilje, og vi kan ikke være enige om alt. Når beslutningerne er truffet gennem de demokratiske processer, mener jeg til gengæld, at vi har et fælles ansvar for at respektere dem og arbejde videre sammen.
Når interne uenigheder kommer til at fylde så meget, at de overskygger politikken, svækker det vores mulighed for at fortælle danskerne, hvad vi vil, og hvad vi står for.
Derfor er jeg glad for den beslutning der blev truffet i Venstres forretningsudvalg og hovedbestyrelsens møde i Nyborg🙏
Nu håber jeg, at der kan komme ro på, så vores folketingsgruppe igen kan bruge kræfterne på de politiske opgaver og de løsninger, Danmark har brug for.
Jeg håber også, at journalisterne igen vil spørge ind til vores politik, vores forslag og vores visioner. For Venstre har masser af politik at byde på, og danskerne skal selvfølgelig have mulighed for at høre om den.
Nu skal vi videre. Jeg håber, at vi kan lægge uroen bag os, samle kræfterne og give politikken den plads, den fortjener.
Det er på vores politiske indhold, vi skal måles og ingen ved, hvornår der igen kommer et folketingsvalg💙